• Hundredvis melder om skader på bygninger, biler og både

    Source: BDK Borsnyt / 21 Oct 2023 04:57:22   America/Chicago

    Lørdag formiddag har forsikringskoncernen Tryg modtaget cirka 200 anmeldelser om stormskader. Det oplyser koncernen til Ritzau. Charlotte Dietzer, der er skadechef i Tryg, forventer, at skadestallet vil stige væsentligt i løbet af dagen og i de kommende dage. - Skaderne er fortrinsvis sket på bygninger, men også på biler og både. Anmeldelserne kommer primært fra Sønderjylland, Fyn, det sydlige Sjælland og Lolland-Falster, siger hun. Både i Sønderjylland, på Fyn og Lolland-Falster har vandstanden det seneste døgn nået niveauer, der er mere end to meter over normalen. Værst ser det ud til at have været i Hesnæs på Falster, hvor der er blevet målt op mod 2,39 meter over normalen. Den måling blev lavet sent fredag aften. Tryg var godt forberedt på, at mange kunder ville henvende sig i kølvandet på det uvejr, der har ramt Danmark de seneste dage. Der blev allerede torsdag kaldt ekstra mandskab på arbejde for at imødekomme den travlhed, som uvejret forventeligt medførte. - Desuden har vi sendt taksatorer ud til flere af de ramte områder for at komme i dialog med berørte kunder og hjælpe med at give gode råd til, hvordan de skal forholde sig til situationen, siger Charlotte Dietzer. En taksator er en person, som på vegne af et forsikringsselskab vurderer og eventuelt prissætter en skade. Lige som andre selskaber afventer Tryg, at Naturskaderådet kommer med en vurdering af, hvilke områder i landet der kan siges at have været ramt af en stormflod i forbindelse med det seneste døgns oversvømmelser. Mange forsikringsspørgsmål afhænger nemlig af, om oversvømmelsen kan kategoriseres som en stormflod. Det sker, når der har været tale om så høj en vandstand, at den forekommer sjældnere end hvert 20. år. I sidste ende er det Naturskaderådet, der sidder med den endelige afgørelse. GF Forsikring har lørdag formiddag modtaget mere end 100 anmeldelser af stormskader. Her handler anmeldelserne typisk om skader på hegn, drivhuse og tagsten. Hos Alm. Brand er det for tidligt at sige noget om omfanget. Men koncernen forsikrer om, at den er forberedt på at tage imod henvendelser fra kunderne. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/hundredvis-melder-om-skader-paa-bygninger-biler-og-baade
Share on,